Ulvetilladelser uddeles mens tæven har hvalpe — naturorganisationer i oprør

Det vækker stærke reaktioner i naturorganisationerne, at der nu udstedes tilladelser til at regulere ulvebestanden i Danmark på et tidspunkt, hvor ulvetæven netop har fået hvalpe. Kritikerne mener, at timingen er ikke bare uheldig — den er direkte i strid med de hensyn, man burde tage til artens overlevelse og reproduktion.

I Viborg-regionen, hvor ulven i de senere år er vendt tilbage som en del af den vilde natur, følger man udviklingen med bekymring. Både jagtforeninger og naturentusiaster er uenige om, hvilken tilgang der er den rigtige, men debatten har fået nyt blod på grund af den kontroversielle timing.

Hvad er problemet med timingen?

Naturorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Dyrenes Beskyttelse advarer om, at regulering af ulvebestanden, mens dyret er i sin reproduktive fase og har nyfødte hvalpe, kan have alvorlige konsekvenser for hvalppenes overlevelse. Hvalpe er afhængige af begge forældre for at klare sig, og hvis én af dem fjernes, risikerer man at miste en hel årskuld af hvalpe.

Organisationerne stiller spørgsmålstegn ved, om myndighederne har taget tilstrækkeligt hensyn til disse biologiske realiteter, inden tilladelserne blev udstedt. Det handler ikke om at romantisere ulven, men om at sikre, at vores forvaltning af vildt sker på et fagligt og etisk forsvarligt grundlag, lyder kritikken.

Myndighedernes begrundelse

Fra myndighedernes side er begrundelsen for at udstede tilladelserne, at ulvene har forårsaget skader på husdyr, og at lodsejere har et legitimt behov for at beskytte deres dyr. Ulveforvaltning er en kompleks balancegang, som altid vil møde modstand fra en eller anden side.

Naturstyrelsen understreger, at tilladelserne er udstedt inden for rammerne af den gældende lovgivning og de internationale konventioner, Danmark er bundet af — herunder Habitatdirektivet, som giver en vis beskyttelse til ulven som art.

Debatten i Viborg

I Viborg og omegn er ulvens tilbagevenden et emne, der engagerer bredt. Landmænd, der har mistet får og lam til ulveangreb, ser positivt på muligheden for regulering. Naturinteresserede og borgere, der sætter pris på at have store rovdyr i den danske natur, er langt mere forbeholdne.

Sagen illustrerer, at forvaltningen af vildt og natur aldrig er enkel — den rummer grundlæggende spørgsmål om, hvad vi vil med den natur, vi har, og hvilke afvejninger vi er villige til at foretage for at bevare biologisk mangfoldighed i Danmark.