I 1861 tog en kreds af Viborgs fremtrædende borgere initiativ til noget, der skulle vise sig at blive en af byens vigtigste institutioner. Anført af etatsråd G. Bruun og justitssekretær Niels Georg Morville etablerede de 'Selskabet til Samling af Oldsager i Viborg' — det der i dag kendes som Viborg Museum. At byens ledende borgere allerede dengang så det som deres opgave at bevare og formidle historien, siger noget væsentligt om Viborgs selvforståelse som kulturby. Det var en tid, hvor nationalromantikken blomstrede i Danmark, og hvor interessen for oldtiden og nationale rødder voksede. Men hvor andre byer måske nøjedes med at tale om historie, handlede viborgenserne på det.
Viborg Museum var faktisk det fjerde kulturhistoriske museum, der blev oprettet uden for København, kun overgået af museerne i Ribe, Odense og Aarhus. Det placerer Viborg i en tradition af danske provinsbyer, der tidligt forstod værdien af at dokumentere deres egen historie, snarere end at lade den forsvinde eller blive centraliseret i hovedstaden. Det er samtidig værd at bemærke, at alle fire byer har noget til fælles: De var betydningsfulde magtcentre i middelalderen, bispesæder eller handelsbyer med stærk historisk identitet. At Viborg var så tidligt ude med et museum, afspejler ikke bare kulturel bevidsthed, men også byens reelle historiske tyngde — en by med en fortid værd at bevare.
I 1961, hundrede år efter grundlæggelsen, blev museet statsanerkendt som landsdelsmuseum — en anerkendelse af dets rolle som historiebevarende institution for hele regionen. Titlen som landsdelsmuseum betyder i praksis, at museet har et geografisk ansvar, der rækker ud over byens egne grænser. I dag er museet kommunalt ejet og har ansvaret for både arkæologi og nyere tids historie i Viborg Kommune. Det betyder, at når der graves ved nye byggeprojekter, eller når dele af byens materielle kultur skal dokumenteres, er det Viborg Museum, der har opgaven. Det er museet, der sikrer, at fundene fra jordens indre ikke blot bliver registreret, men fortolket og formidlet.
I museets formidling har Viborgs tusindårige historie en fremtrædende plads — en periode, der strækker sig fra vikingetid over middelalder til moderne tid, og som fortæller om en by, der har været både kongesæde, bispesæde og retscentrum. Få danske byer kan bryste sig af en lignende kontinuitet i betydning. Hvor mange byer har oplevet storhed og derefter forsvundet ind i historiens skygge, har Viborg formået at bevare sin position som regionens kulturelle og institutionelle centrum gennem århundreder. Det er netop denne lange historie, museet forvalter.
Museet driver flere besøgssteder, der sammen tegner et billede af regionens historie. De fem Halder ligger i Viborg by, mens Hvolris Jernalderlandsby og E Bindstouw giver mulighed for at opleve historien mere praktisk og fysisk. E Bindstouw — navnet afslører dets oprindelse som bindingsværkshus — repræsenterer den nyere tids lokalhistorie, mens jernalderlandsbyen tager besøgende tusind år længere tilbage. At museet spreder sig over flere steder, afspejler en bevidsthed om, at historie ikke kun findes i montrer, men i landskabet, i byggeskikken, i den måde, mennesker har levet.
I 2026 får Viborg Museum et nyt væsentligt tilskud til sin formidling, når Museum Wibergis åbner i den tidligere Vestre Landsret på Gråbrødre Kirkestræde 3. At bygningen engang hørte til en af landets højeste retsinstanser — Vestre Landsret dækkede Jylland — gør den til et passende sted for et museum, der netop skal fortælle om Viborgs rolle som magtcentrum gennem tiderne. Gråbrødre Kirkestræde ligger i bymidten, tæt på domkirken og de gamle gader, hvor middelalderens Viborg stadig kan anes. At vælge netop denne bygning til formidling af byens tusindårige historie er ikke tilfældigt — bygningen er selv en del af fortællingen om Viborg som juridisk centrum.
For den, der bor i Viborg, er museet mere end blot en samling gamle genstande. Det er den institution, der har til opgave at minde os om, hvad der lå her før os, og hvorfor byen ser ud, som den gør. De gader, vi går på, de bygninger, vi passerer, og de gamle navne, der stadig bruges — alt sammen har rødder, som museet har bevaret i over 160 år. At det var borgerne selv, der tog initiativet dengang i 1861, gør det til en særlig viborgensisk institution, skabt af byens folk til byens folk.
Stedets egen side: viborgmuseum.dk